Køge Bugt-Banen

Hen over sommeren fra den 4. juli og frem til den 28. august fornyer Banedanmark jernbanen på Køge Bugt-Banen fra Skelbækgade til Køge Station – en strækning, der benyttes af omkring 76.000 passagerer dagligt. Sporet fornyes fra Hundige til Køge, ligesom broerne på strækningen renoveres, og kørestrømsanlægget på hele strækningen bygges om.

Kørestrømsanlægget på strækningen er etableret i etaper fra Københavns Hovedbanegård i 1972 frem til Køge Station i 1983. Men anlægget opfylder ikke nutidens krav til anlæg på S-banen, og ombygningen sikrer bl.a., at banen bliver mindre følsom over for kraftige vindstød.

Det betyder, at vi bl.a. skal lave 44 km sporombygning med nye skinner og sveller, 31 km ballastrens, 8 km ballastudskiftning, 31 nye sporskifter, mindre arbejder på 24 broer og ikke mindst ca. 80 km fornyelse af kørestrømsanlægget. I perioden vil strækningen være spærret fra den 4. juli til den 20. juli mellem Åmarken og Køge og fra den 20. juli til den 28. august mellem Køge og Hundige. Der bliver indsat togbusser.

Projektchef i Banedanmark Anlæg og Fornyelse, Tom Møller Rasmussen:

"Når vi fornyer spor, ombygger kørestrøm og renoverer broer til sommer, så udfører vi tre projekter samtidig. Det gør vi både for at opnå stordriftsfordele og bestemt også af hensyn til passagererne, for vi ønsker at forstyrre deres dagligdag mindst muligt, når vi skal forny S-banen."

"Vi kan sikre en mere robust afvikling af trafikken på strækningen ved at udskifte anlægget og lave kortere afstand mellem de nye master og tillige få spændt de nye køreledninger hårdere op. Det arbejde udfører vi, samtidig med at vi foretager den nødvendige sporfornyelse, hvor det er nødvendigt at lukke sporet for S-tog."

"Vi har været i gang med forberedelserne i mere end et år for at klargøre projektet og ikke mindst finde løsninger på udfordringerne ved at lave banearbejder i tætbebyggede områder, idet vi ønsker at genere naboer til banen mindst muligt."

"Vi ved, at det er til gene for de daglige brugere af Køge Bugt-Banen, men arbejdet er nødvendigt for også fremadrettet at sikre en velfungerende S-bane. For at genere passagererne mindst muligt har vi pakket alle arbejder i de otte uger, så vi kun forstyrrer én gang i stedet for at tage projekterne hver for sig."

Kørestrømsanlægget gøres færdigt i lange natspærringer frem mod udgangen af 2017. Det gælder blandt andet for strækningen København-Hundige.